top of page

Film fra atelieret

Et portræt bliver til

Merete er en venindes veninde, som jeg kun havde mødt en håndfuld gange på ti år, da jeg spurgte hende, om hun ville sidde model for mig. Jeg så i Merete noget, på en gang, florlet, feminint, sårbart, melankolsk, sensitivt og meget poetisk, som jeg gerne ville arbejde med i et portræt.

Merete er selv kunstinteresseret og kom på mit atelier i sommeren 2016, hvor hun sad model til dette portræt. I mine malerier arbejder jeg efter virkeligheden, og Merete sad fysisk ved siden af lærredet igennem arbejdsforløbet. Ved denne process kommer jeg tæt på personen, jeg portrætterer, og – essentielt for arbejdet med et portræt – lærer jeg personen bedre at kende undervejs. Inspirationen, og det jeg fandt i Merete, blev bestyrket, som jeg lærte hende at kende, og det blev helt naturligt en meget feminin fortælling om ung håbefuld forventning – til dagen der kommer og til livet generelt.

Som maleriet tog form, og portrættet af en ung og forventningsfuld kvinde blev til, afblomstrede modellen for et tidligere maleri - en sart rosa orkidé - lige ved siden af os i atelieret. Dette beskrev så fint livscyklus og levet liv - og det liv vi er midt i - og både den afblomstrede orkidé og maleriet af orkidéen i fuldt flor fandt sin naturlige plads i portrættet af Merete.

 

Jeg gav portrættet titlen ”Imellem erindringer og drømme”, og denne lille film viser, hvordan arbejdet med et portræt forløber – og hvordan det i lige så høj grad er et arbejde udført af modellen som af kunstmaleren. Mange tak Merete Præsius Busk!

bottom of page